Sådan gør du huden klar til sommer & sol
Det er tid til at vække huden fra sit vinterhi
Når solen begynder at få magt så er det tid til at smide det tunge og varme vintertøj og i stedet finde forårs- og sommer garderoben frem. Men det kræver at du får bugt med den tørre vinterhud og får barberet benene så du med selvtillid kan hoppe i sommerkjolerne.
Det er ikke ualmindeligt at huden bliver mere tør i vinterhalvåret, det skyldes en kombination af skift i temperatur og luftfugtighed, at vi varmer vores boliger op hvilket giver en tør luft, men også at vi hele tiden er pakket ind i så meget tøj. Derfor trænger huden på kroppen også ofte til lidt ekstra kærlighed når vi går ind i foråret.
DU kender din hud bedst og derfor har du sikkert også nogle rutiner og produkter som du ynder at bruge. Jeg vil dog alligevel give dig mine tips til hvordan du kan fordrive den matte og triste vinterhud og gøre huden klar til sol og sommer. De fleste af de produkter jeg anvender har du sikkert allerede i forvejen og ellers kan det være du skulle prøve noget nyt.
Fjern de døde hudceller og gør huden klar til sol
Når huden skal gøres klar til sommer og sol så er første skridt at få eksfolieret de døde hudceller væk med en god bodyscrub eller en hamphandske. Det er lettest at gøre i badet, da det kræver at huden er fugtig.
Er du så heldig, at du har badekar, så kan du gøre en hel spa oplevelse ud af det ved at gøre badeværelset lidt hyggeligt med duftlys eller duftpinde, så du skaber den rette stemning og så bruge en badebombe eller badesalt i karbadet for ekstra velvære og nydelse.
Hvad enten du har bruse eller karbad, så skal huden være våd, når du bruger bodyscrub. På tør hud vil slibe kornene i din bodyscrub skade din hud i stedet for at forbedre den.
Der er mange fordele ved jævnligt at bruge bodyscrub til at fjerne døde hudceller
- Din hud får sin glød igen og det matte og grå skær forsvinder
- Du sætter gang i blodcirkulationen
- Du accelerere cellefornyelsen
- Du forbereder huden på bedre at kunne optage bodylotions og kropsolier
- Du får en blødere og glattere hud
Når du skal vælge bodyscrub, så tag ikke bare den første og den bedste - eller billigste, men vælg i stedet en, der passer til din hudtype. En bodyscrub indeholder nemlig ikke kun slibekorn men ofte også en masse nærende og fugtgivende egenskaber som henvender sig til specifikke hudtyper eller hud problematikker.
Sørg for at huden er gennemfugtet
Hvis din hud føles tør og stram, så er det fordi den mangler fugt. Først og fremmest så er det vigtigt, at du sørger for at drikke rigeligt med vand. Drikker du ikke nok vand, så kan det nemlig tydeligt ses på huden. Den bliver tør og usmidig.
Tør hud på fx arme og ben kan også være genetisk eller noget, der er kommet med årene. Der er nemlig en stor tilbøjelighed til, at huden bliver mere tør med alderen. Det skyldes blandt andet at cellefornyelsen bliver langsommere.
Creme vs. olie - eller måske begge dele?
Mange er i tvivl om hvilken af de mange former for kropspleje de skal vælge og hvad forskellen egentlig er på de forskellige.
Når man taler om hudplejeprodukter til kroppen, så taler man som oftest om henholdsvis bodylotion, bodybutter og kropsolie, det er nemlig alle produkter, som indeholder både fugt og plejende egenskaber.
En bodylotion er den "letteste " af kropscremene, det gør, at den hurtigt absorberes af huden. Det er en fordel, hvis du skal hurtigt ud af døren. Men søger du en virkelig fed kropslotion, så kan gennemfugte en meget tør hud så er en bodylotion ofte ikke nok, da den har et meget højt indhold af vand og dermed meget lidt plads til olier og andre nærende indholdsstoffer.
En bodybutter indeholder overhovedet ingen vand og er derfor også en helt anden konsistens end en almindelig bodylotion. Den er langt mere cremet og tager også længere om at trænge ordentligt ind i huden. Til gengæld har den også et langt højere indhold af olier, vitaminer og mineraler.
En kropsolie er sammensat af en eller flere forskellige vegetabilske olier som mandelolie, hindbærkerneolie, hybenkerneolie eller jojoba oil. Der er altså tale om et produkt, der udelukkende indeholder olie og intet andet.
Vidste du at creme og olie er den perfekte kombination til hud der mangler fugt?
Mange er i tvivl om, hvorvidt det er bedst at bruge en bodylotion eller bodybutter eller om huden har bedre af en god kropsolie. Men det er faktisk sådan, at de kan noget forskelligt og derfor komplimenterer hinanden rigtig godt - og har du tør hud, så vil jeg helt sikkert anbefale dig en kombination af en god creme og en god kropsolie.
Brug bodylotion og kropsolie i den rigtige rækkefølge
Creme og kropsolie arbejder rigtig godt sammen, fordi cremen går i dybden og tilfører huden masser af fugt, hvor kropsolien også tilfører huden fugt men samtidig blødgør huden og lægger sig som en tynd barriere, der beskytter mod forurening og fri radikaler.
Men det er vigtigt at du bruger dem i den rigtige rækkefølge - og den rigtige rækkefølge er;
- Bodylotion
- Kropsolie
Når rækkefølgen er vigtig, så er det fordi at cremeprodukter, der har et stort indhold af vand, ikke er i stand til at trænge gennem kropsolien som består af 100% olie. Kropsolien har til gengæld ingen problemer med at trænge igennem cremeprodukter.
Få sommerklare ben med en tæt barbering
De fleste kvinder vil gerne have helt glatte og hårfri ben, når de skal i sommerkjolerne, shorts eller badetøj, men mange kvinder oplever derfor også, hvor besværligt det kan være at få en helt tæt barbering og samtidig undgå rødme og irriterede knopper, der både kan være smertefulde og som heller ikke ser særlig pænt ud.
Nogen har en hud der er mere sensitiv end andre og som derfor lettere reagere mod barbering eller voksning, men der er en række ting, som du selv kan gøre for at sikre en nænsom hårfjerning, der ikke forårsager irritation af huden.
Du kan fjerne uønsket hårvækst på kroppen på 5 måder
Når du selv skal fjerne hår på kroppen derhjemme, så har du overordnet 5 forskellige metoder, du kan vælge mellem, nemlig:
- Barbering med skraber, ladyshaver eller lign
- Voksning med voksperler eller strips
- Hårfjerning med hårfjerningscreme
- Barbering med ladyshaver
- Hårfjerning med epilator
Barbering med skraber
Når du barberer dig med en skraber eller barberblade, så kan du opnå en super tæt barbering som efterlader huden helt glat. Den helt glatte fornemmelse er dog kun kortvarig, da hårene hurtigt vokser ud igen.
Derfor vil du også være nødt til at barbere din ben, armhuler mm flere gange om ugen, hvis ikke dagligt. Det sætter store krav til de skrabere eller barberblade som du vælger og ligeledes den barberskum, barbergel eller barbercreme som du bruger i forbindelse med barberingen.
Vælg en skraber /barberblade som er super skarpe og sørg for at passe på dem, så der ikke ophober sig skidt og bakterier i skraberen. Det kan nemlig forårsage irritation og røde knopper i huden.
Det er ligeledes super vigtigt, at du aldrig bruger barberskrabere på tør hud eller uden et form for barberskum, -gel eller -creme produkt.
Voksning med voksperler eller strips
Hvis du ikke har tålmodighed til at skulle barbere dine ben flere gange om ugen, så kan du vælge at få foretaget en voksbehandling. Det kan du gøre på en af de mange skønhedsklinikker, der sikkert er i din by og ellers kan du også sagtens gøre det selv.
Hvis du skal lave en voksbehandling derhjemme så kan du gøre det på 2 måder:
- Med voks strips
- Med en voksvarmer og voksperler
Voksning med strips
Når du vokser med stribs, så kan du enten købe stripsene komplette med voks og klar til brug. Du kan også vælge selv at smelte voks og påfør det med stribs. Køber du færdige strips, så kan det hurtigt blive dyrt, hvis du gerne vil have glat hud hele året rundt. Der er det en hel del billigere, hvis du selv køber en voksvarmer og noget voks, der er beregnet til voksning med strips.
Voksning med en voksvarmer og voksperler
Hvis du køber en voksvarmer og en pose med voksperler, så kan du hurtigt selv smelte den ønskede mængde voks. Bruger du voksperler, så er det ikke nødvendigt at bruge strips. Når den smeltede voks stivner på huden, skal du blot løsne et hjørne og så kan du trække voksen af uden strips.
Fordelen ved at vokse hårene i stedet for at barbere dem er at du kan nyde dine glatte og bløde ben i flere uger inden hårene vokser frem igen.
Hårfjerning med hårfjerningscreme
Hårfjerning med hårfjerningscreme fungerer ved, at du smører huden ind i hårfjerningscremen og lader cremen virke den anbefalede tid.
Cremen går ind og opløser hårene helt ned i hårsækken. Det gør, at du bagefter kan skrabe hårene af med den medfølgende skraber. Når du fjerner hår på denne måde, så får du helt glat hud, fordi hårene er opløst helt ned i hårsækken.
Det betyder ikke, at hårsækken er ødelagt og at hårene ikke vokser ud igen, men det betyder, at det tager længere tid, inden du begynder at mærke små stubbe.
Bruger du hårfjerningscreme kan du forvente at have glatte ben i op til 4 uger inden behandlingen skal gentages. Hvis du har sensitiv hud, så bør du teste hårfjerningscremen på et lille område dagen før, for at teste for en reaktion.
Barbering med ladyshaver
En ladyshaver er en pendant til barbermaskinen, som din mand eller kæreste måske bruger. Forskellen på de to er, at barbermaskinen er designet specielt til det tykke skæg og de konturer, der er i ansigtet.
En ladyshaver derimod er designet til finere kropshår, den er samtidig udformet, så du let kan komme til i knæhaser og lignende.
Men som med enhver barbering så vokser hårene hurtigt frem igen, når du barberer dig og du skal derfor forvente at skulle gentage behandlingen flere gange om ugen. Til gengæld er en ladyshaver super nænsom for huden, langt mere nænsom end en skraber.
Hårfjerning med epilator
Med en epilator rives hårene ud med rod. Det betyder, at du får glatte ben i op til 4 uger, altså samme resultat som du opnår med en voksbehandling.
Hårfjerning med en epilator er dog langt fra smertefri og det skal du være forberedt på, hvis du vælger denne løsning. Til gengæld oplever mange der har brugt epilator over længere tid at hårvæksten bliver mere sparsom.
Spørgsmål? Skriv en kommentar
Hvis du har spørgsmål til artiklen, kan du skrive til mig i kommentarfeltet nedenfor.Kommentarer